EFFEKTIV OG NEM RENGØRING AF CAMPINGUDSTYR
Tag familien og kæledyret under armen, og drag ud i de store vidder i din autocamper! Uanset om det er en spontan weekendtur eller en nøje planlagt ferie – den næste campingtur og det store udendørs eventyr venter på dig. For at holde alting ligeså rent som derhjemme, når du er på tur, skal campingtilbehør og udstyr rengøres jævnligt. Her er nyttige tips til, hvordan du får dit campingudstyr, dine vandrestøvler, din cykel mv. rene igen.
Hvad er den mest effektive måde at rengøre campingudstyr på farten?
I sagens natur bliver campingudstyr beskidt med tiden. Ikke bare vandreture med pludselig regn gør dit udstyr og tilbehør helt mudret og beskidt, også daglig brug snavser det til. Campingudstyr skal vaskes, og foldestole eller cykler skal rengøres efter brug. Og alle, der holder ferie ved havet og holder af at surfe, ved, at saltvandsrester skal skylles af våddragter og surfbrætter, når du har været i bølgerne – så holder udstyret længere.
Denne regel gælder i princippet for al slags campingudstyr. Det er bedst at rengøre og vaske det straks efter brug i stedet for at vente, indtil du skal bruge det næste gang. Opbevar altid rengøringsudstyr og plejeprodukter samme sted, så du nemt kan komme til det. Når du camperer, skal du bruge en børste, svamp, spand, vandkande, vandslange, en kost og opvaskemiddel og muligvis også andre rengøringsmidler.
Beskidt campingudstyr? Sådan får du dit telt og dine tallerkener og stole rene igen
Rengøring af autocamperens fortelt: Når du tager forteltet ned, skal det rystes grundigt og derefter pakkes forsigtigt sammen (det skal være tørt). Hvis der har samlet sig pollen eller løst snavs på forteltet eller teltet, kan det fjernes forsigtigt med en blød kost. Undgå rengøringsmidler, så du beskytter teltets belægning. I øvrigt: Hvis du rengør dit telt eller fortelt oftere, kan du nyde godt af dets effektive vandafvisende belægning i længere tid. Det skyldes, at vejrrelateret snavs kan reducere effektiviteten af vandafvisende belægning. En god indikation på, hvornår teltet eller forteltet skal imprægneres, er at væde det med en haveslange eller en spand med vand. Hvis vandet danner perler, er teltet stadig vandtæt.
Vask af campingservice: På en campingplads eller på et roadtrip har man sjældent fornøjelsen af en opvaskemaskine. Campingvogne og autocampere har ofte en rentvandstank og en vask, så tallerkener, gryder og krus kan vaskes op i hånden. For at holde vognen ren er det dog en god idé at vaske op udenfor i en skål med lunkent vand. En svamp, børste og opvaskemiddel egner sig godt til formålet. Selvfølgelig kan du også bruge en vandslange, særligt hvis der er indtørret mad, som er svært at få af. Et populært tip mellem campingentusiaster er at koge noget vand, blande citronsyre i og hælde det over de beskidte tallerkener. Når det har stået i blød i få minutter, skal servicet tørres grundigt med en klud.
Rengøring af campingstole: Campingstole af aluminium og plastic er ret nemme at rengøre. Det er ofte nok at tørre dem af med en fugtig klud og lidt opvaskemiddel. En vandslange med en spraypistol er bedst til genstridigt snavs. Alternativ kan du bruge en trykrenser med medium tryk til den beskidte overflade. Fordel universalrens med en sprayflaske eller ved hjælp af en skumdyse og trykrenseren med medium tryk. Skyl derefter af med rent vand. Tør til sidst de rene overflader grundigt med en tør klud for at undgå grimme vandpletter.
Hvis du ikke vil bruge unødvendigt lang tid på at rengøre dit campingudstyr, kan du gribe din højtryksrenser. Den rengør campingudstyr hurtigt og effektivt. Er du på farten uden adgang til strøm, kan smarte campingentusiaster benytte sig af en batteridrevet højtryksrenser kombineret med en sugeslange eller en mobilvasker med integreret batteri og vandtank. Med disse mobile rengøringsløsninger har det aldrig været nemmere at rengøre campingudstyr!
Sådan rengør du vandrestøvler cykel og surfbræt, når du er på farten
Rene vandrestøvler: For at sikre, at dine vandrestøvler i høj kvalitet holder i lang tid, bør de rengøres og vedligeholdes, hver gang du har brugt dem. Fjern først groft snavs. Med polyester er det ofte nok at løsne snavset med en svamp, vand og en smule sæbevand. Til lædersko anbefaler vi en hårdere børste. Hvis vandrestøvlerne er meget beskidte, kan du rengøre dem med en vandslange eller den mobile trykrenser med lavt tryk kombineret med en børste. Før du gør støvlerne rene, bør du fjerne snørebånd og indersåler. Vask indersiden af skoen med vand og sæbe. Skyl indersiden – og ydersiden igen, om nødvendigt – med rent vand, indtil alt snavs og rengøringsmiddel er fjernet. Tør skoene med avispapir indeni, og sæt dem i læ for sol og direkte varme, da det kan beskadige materialet. Brug skovoks til at beskytte vandrestøvlerne og holde dem rene i længere tid.
Vask din cykel: Efter en lang cykeltur gennem skove og marker, er det normalt, at din cykel er beskidt. For at forebygge rust og sikre, at gear og bremser yder deres bedste, er det bedst at rense alle komponenter straks efter cykelturen. Det kræver en spand vand og to svampe. Rens først stellet med den ene svamp og de andre komponenter med den anden. Det forhindrer voks- og olierester i at komme i kontakt med stellet. Til effektiv rengøring er det bedst at bruge særlig cykelrens.
Når du har adskilt og rengjort alle komponenter, kan du bruge en spand vand eller haveslangen til at skylle cyklen. Det er særlig nemt med en mobilvasker. Derhjemme kan du så afsætte tid til en grundig cykelvask, f.eks. med højtryksrenseren.
Rengør surfbræt og våddragt: Når du har svømmet i havet, bør du rengøre din våddragt og dit surfbræt grundigt for at slippe af med sand- og saltvandsrester, da begge dele kan angribe materialet. Særligt belægningen af våddragten kan blive skrøbelig på grund af saltet. Surfbrættet og våddragten kan kort sprøjtes med haveslangen. Hvis du er på farten, har du imidlertid ikke den mulighed. Så er en mobil trykrenser med lavt tryk en god idé. Når dragten skal tørre, vender du den på vrangen, selv om det nærmest sker automatisk, når du tager den af. Desuden skal dragten aldrig lægges til tørre i høj sol, da neoprenmaterialet kan blive beskadiget af varme og UV-stråler. Sørg for at finde et sted i skyggen.
Camping med en hund? Sådan får du din firbenede ven ren igen
Lange gåture er de fleste hundes yndlingsaktivitet, og det generer dem ikke, at deres poter og pels bliver beskidte undervejs. For at de ikke gør bilens bagagerum eller det indvendige af campingvognen beskidt efter turen, bør hundeejere rense hundens poter – og dens pels, hvis der er behov for det. Snavs kan især samle sig under poterne. De kan vaskes nænsomt med en smule varmt vand og en blød børste.
Tip
Med den valgfri kæledyrstilbehørskasse til mobilvaskeren er du veludstyret, når din firbenede ven skal vaskes og plejes, også når du er på farten. Kassen indeholder en kegleformet stråledyse særligt udviklet til hunde, med en blød brusestråle til vask af pels og poter. Derudover indeholder sættet en børste til pelsen, så du kan fjerne genstridigt snavs fra pelsen, og et særligt absorberende mikrofiberhåndklæde til at tørre hunden med.